Hvorfor er psykologhjælp tabu?

Jeg indrømmer det gerne. Mit liv har ikke været nemt og jeg har ad flere omgange været nødt til at besøge en psykolog for at få styr på mig selv og mine følelser. De første psykologbesøg ligger efterhånden mere end 10 år tilbage og jeg husker dem som tabubelagte og meget tys-tys. Jeg ville helst ikke have at hverken familie eller venner vidste noget om det. Set i bakspejlet kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg tænkte sådan. Men når man har brug for psykologhjælp, så er man ofte i en sindstilstand, hvor man ikke tænker 100% rationelt.

På daværende tidspunkt boede jeg i Hørsholm og jeg gik derfor hos en lokal privatpraktiserende psykolog netop der. Hun var vel omkring 50 år gammel, men som jeg husker det, så var hun – trods vores aldersforskel – rigtig god til at sætte sig i mit sted og hjælpe mig med de udfordringer, som jeg kæmpede med.

Mange af mine problemer skyldes en hård barndom med både skilsmisse og omsorgssvigt. Det er svært for mig at vurdere præcis, hvor meget mine forældres skilsmisse påvirkede mig, men når jeg tænker tilbage så husker jeg mine teenageår som meget smertefulde, ikke fysisk, men mentalt.

En del af det ligger sikkert også i mine gener – allerede før jeg blev født kæmpede min mor med en svær depression og så vidt jeg kan forstå, så er det også arveligt i et eller andet omfang.

Men ikke dermed sagt, at jeg ikke også selv bærer en del af ansvaret for mine psykiske problemer.

Efter mit forløb med psykologen i Hørsholm, så klarede jeg mig i en årrække uden professionel psykologhjælp.

Både fordi jeg havde svært ved at finde penge i mit skrabede budget, men også fordi jeg egentlig følte, at jeg havde det rimelig ok og godt kunne tackle mine problemer selv. Her bagefter kan jeg godt se, at jeg måske burde have prioriteret psykologhjælp lidt højere.

Efter at jeg har genoptaget kontakten til psykologer efter 5 års pause, så kan jeg i hvert fald mærke, at jeg havde brug for det.

Mit sind har i perioder været meget mørkt og det har klart hjulpet mig at jeg nu har fundet en ny psykolog i Hørsholm, som jeg har samtaler med cirka 1 gang om måneden.

Det er ikke en specifik psykisk lidelse, som hun hjælper med mig. Vi kommer omkring både små og store problemer, og jeg føler virkelig, at hun giver mig nogle værktøjer, som hjælper mig til at få det bedre rent psykisk.

På sigt håber jeg, at jeg helt kan undvære de månedlige besøg, men i øjeblikket så er det de faste besøg hos psykologen, som sikrer, at jeg kan leve et normalt liv trods min hårde opvækst.

 

Og nej – jeg synes ikke at psykologhjælp bør være tabubelagt. Derfor har jeg skrevet denne personlig beretning til inspiration for dig og andre.

Jeg håber virkelig, at vi ved fælles hjælp kan gøre det at gå til psykolog til en naturlig del af det danske samfund.

Der findes mange tusinde psykologer i Danmark, så der må nødvendigvis være rigtig mange danskere, som har sin jævnlige gang der.

Jeg synes, at det er synd, at vi ikke åbenbart kan tale om, hvordan vi har det indeni.

Det ville gøre det nemmere for mange af os, hvis vi ikke behøvede gemme vores følelser væk, bare fordi samfundet ikke accepterer, at vi snakker om dem.

Men måske er der håb?